Nyresten Remedy

Jeg kørte ned på motorvejen. Alt, hvad jeg vidste, at smerter i min lyske var ulidelig. Som kørte, holdt jeg ser på de retninger givet til mig. Det lille stykke papir var min sidste rest af håb.

Det sted, hvor jeg var, havde ingen læge. Den nærmeste læge var en ti timers kørsel væk. Sidder bag rattet og køre den korte afstand var for smertefuldt for mig. Jeg vidste, jeg kørte, men hvor og hvordan var alle et mysterium.

Endelig er jeg nået til den lille markvej, hvor jeg måtte tage en afledningsmanøvre, og komme væk fra motorvejen. Jeg blev ledet af en dame hus, der var en lokal læge. Hun havde ikke studeret medicin i en medicinsk kollegium, men folk troede, at hun kunne befri mig af smerte.

Da jeg kørte ind i den lille vej, det eneste, jeg havde håbet på med hele mit liv var, at hun skulle være i stand til at helbrede mig. Vejen førte til en tilbage sump jord. Der, midt i mellem alle de snavs og sjap stod et lille hus. Den sikker så en lotus vokser i et snavs dam.

Der stod hun, de smukkeste kvinder, havde jeg nogensinde har set. Det var ikke hendes ansigt eller krop, der tiltrak mig, det var hendes indre skønhed. De firs årige kvinder havde dejlige lange grå hår. Det så ud som hun havde fine sølvtråde flyder ned af hendes hovedbund. Det smil og charme af hendes ansigt lige gjort mig køre til hende. Hun har lige gjort mig sidde ned og begyndte at snakke til mig.

Hendes stemme var sød, og hun holdt tale i over en time. Jeg sad og blev bare ved at lytte. Hvert ord, hun sagde, lød som lyden af musik. Jeg var så paralyseret af hendes indre skønhed, at en eller anden måde jeg kan bare ikke huske et enkelt ord, hun talte til mig.

Hvert ord, hun talte syntes at være, som om det var sandheden. Alt, hvad hun talte alle var meget vigtigt for mig og min verden. Hun var en, jeg havde set for første gang, men alligevel følte jeg, hun var kendt for mig. Jeg aldrig følte, at dette var en absolut fremmed taler til mig i en sydlig accent.

Endelig, efter en time, hun var blevet træt. Hun må have følt, at jeg var en absolut zombie. Hun spurgte mig om en pen og papir. Jeg tog den ud og rakte den til hende. Den dame satte sig ned og skrev en liste af instruktioner for mig. Jeg betænkeligt tog papiret fra hende, og derefter var helt zapped.

Hun fortalte mig, at vejledningen på papiret ville slippe af med mine nyresten, og at det ville kurere mig af problemet helt. Jeg sad bare der, jeg kunne bare ikke forstå, hvordan hun fandt ud af, om min sten og den ulidelige smerter. Selv om jeg havde været der i over en time, havde jeg ikke sagt et eneste ord, sætning eller enstavelsesord. Hvordan fik hun finde ud af om min situation?

Den gamle skønhed smilede til mig. Da hun smilede jeg så den aura, at hun havde omkring hende. Hun bare tog mig i hånden og viste mig vejen ud.