Miljøkatastrofe lov

Den 23. marts 1989, trak supertankeren Exxon Valdez ud af Valdez, Alaska, lastet med mere end 56000000 gallon af råolie. Kaptajn Joseph Hazelwood, Master of skibet, havde tilbragt dagen drikke med besætningsmedlemmer. Han havde spist mindst otte vodka doubler og hans alkohol i blodet var på ,241 - mere end seks gange det tilladte niveau i Coast Guard forordninger. Third mate Gregory Cousins var på arbejde ud over de begrænsninger, træthed føderale love. Hazelwood, kusiner og resten af besætningen står over for en nat rejse gennem isen i Prince William Sound. Hazelwood's forgiftning fremgik klart af alkohol på hans ånde, hans sløret tale (fanget på lydbånd), og, mest af alt, hans handlinger som skibet navigerede lyden.

Mens der passerer gennem fiskepladser, Hazelwood tog Exxon Valdez uden for de etablerede sejlruter for at undgå isen. Han satte skibet på autopilot, accelererende på Bligh Reef. Hazelwood forlod broen i strid med Federal Lodsning forordninger. Da han gik under, Hazelwood gav vage anvisninger til uerfarne og trætte Cousins. Løbet af få minutter, slog supertanker Bligh Reef, løbe 11000000 gallon olie, hvorved den største olieudslip og største miljøkatastrofe på det tidspunkt oplevede i amerikansk historie.

Efter grundstødningen, blev retssager indgivet i Alaska, og Federal Court på vegne af omkring 45.000 personer, virksomheder, hjemmehørende selskaber og lokale regeringer, der søger både kompensatoriske og straffende erstatning. De fleste af de statslige retssager til sidst blev fjernet til føderal domstol. Federal District Court omhyggeligt forvaltet denne retssag. Den trådte hundredvis af ordrer, og opdagelsen mester opført hundredvis mere. Retssagen Planen omfattede fire forskellige faser af retssagen. De første tre faser skulle forsøgte at en enkelt jury bestående af 12 (i stedet for de sædvanlige seks), med en enstemmig krævede dom. Retssagen forløb som følger:

1. Fase 1 og begyndte den 9. maj 1994, 5 år efter udslippet, og sluttede den 6. juni 1994. En uge senere, den 13. juni 1994, returnerede Juryen en dom, som både Exxon og Hazelwood var uforsvarlig.

2. Fase IIA kom for retten i juni 20, 1994, til at bestemme tabt høst, tab pris og tillade værdiansættelse fordringer i Prince William Sound, Kodiak, Cook Inlet, og Chignik laks og sild fiskeri. Efter drøfter en måned (fra 11 juli 1994 til August 11, 1994), juryen tildelte hundreder af millioner i erstatning for disse påstande.

3. Fase III blev forsøgt mellem August 22, 1994 og August 29, 1994. I denne fase blev juryen bedt om at afgøre, om Exxon og / eller Hazelwood bør vurderes straferstatninger, og i så fald i hvilke mængder. Juryen tilbage sin dom den 16. september 1994, tildeling straferstatninger mod Exxon i det beløb på 5 milliarder dollars og imod og Hazelwood i det beløb på $ 5.000.

Den kompenserende erstatningskrav fra alle andre sagsøgere, der ikke tidligere besluttet i fase II forsøget, skulle have været besluttet i fase IV. Fase IV afgjort før retssagen, i midten af 1996.

Exxon og Hazelwood gemt utallige efterfølgende retssag bevægelser. Disse forslag resulterede i District Court udstedt omkring 250 sider af domme. På grund af denne forsinkelse, endelig dom blev ikke rejst, før September 24, 1996. En ændret Dom i sidste ende blev udstedt den 30. januar 1997.

Klager og tværs klager næste fulgte. The Ninth Circuit Court of Appeals udstedte sin første afgørelse den 7. november 2001. I det væsentlige, remanded retten sagen til retten i realiteten, anmoder om, at dommer Holland evaluere passende mængde af straffende formål i lyset af USA's højesteret beslutninger, BMW og Cooper. (Det bør bemærkes, at ingen af disse højesterets afgørelser forelå på det tidspunkt af retssagen af Exxon Valdez retstvister.)

I sidste ende er dommer Holland modvilligt reduceret Juryens straffende skader tildeling fra 5 milliarder dollars til 4,5 milliarder dollars. Dommer Holland fortsatte med at bemærke, at renter på selve dommen ville være et sted i størrelsesordenen ca $ 2,5 mia. Exxon appellerede igen.

På fredag, 22. december 2006 Ninth Circuit Court of Appeals igen udstedt beslutning, at reducere straffende skade tildeling af Exxon fra 4,5 milliarder dollars til 2,5 milliarder dollars. Exxon straks søgte da banc domsforhandling, før den niende Circuit Court of Appeals. 23. maj 2007, var domsforhandling nægtet. Dette efterlod Exxon med mulighed for en stævning til USA's Højesteret, som den gjorde.

Utroligt, den 29. oktober 2007, gav USA's højesteret Exxons Writ, og har indvilget i at afgøre lovligheden af den oprindelige dom. Sagen vil sandsynligvis blive fremført i løbet af foråret 2008. En Justice, Samuel Alito, recused sig på grund af ejerskab mellem $ 100.000 og $ 250.000 i Exxon lager.

Klart, at dette er en af de ældste dele af miljøkatastrofer retssager i landet. Hvem ville nogensinde har forestillet sig, at der efter en af de største olieudslip i verden, forårsaget af en tydeligt beruset kaptajn, over 18 år vil passere uden en krone i straferstatninger blive udbetalt til dem, så meget beskadiget af udslippet.

Fra et praktisk synspunkt, beskadiget mange af udslippet tror, at Exxon allerede har sejret, fordi de bogstaveligt talt har slidt folk ud. Efter miljøkatastrofer, mange mennesker blev tvunget ud i konkurs. Da udslippet, har mange andre døde, der forlader deres arvinger at søge kompensation. Selv nogle af de mest fremtrædende advokater involveret i tvister (Melvin M. Belli, Sr, Jerry Cohen, Leonard Ring, Richard Gerry, blandt andre), har siden gået bort. Selv bittersøde, er måske denne tragiske sager endelig ved at være afsluttet.

Fra et juridisk synspunkt, er der meget at sige om den niende Circuit Court of Appeals December 22, 2006, udtalelse. Var tildeling af 4,5 milliarder $ "groft overdrevne"? Efter en sagsøgt viser ekstreme, forkastelig adfærd tilstrækkeligt til at retfærdiggøre en tildeling af straferstatninger, bør foretage truffet af sagsøgte derefter tjene til at nedsætte en jury's straffende skader tildeling? Måske vil disse spørgsmål bedst besvares gennem en analyse af andre sager end Exxon Valdez retssager. Men, hvad enten man er enig med dommer Schroeder's analyse, eller ej, vel alle er enige med hendes kommentar: "Det er tid til det langvarige tvist til slut."

Desværre, med USA's højesteret's tilskud af Exxons Writ, sagaen er garanteret at fortsætte, og muligvis med betydelige konsekvens for ofrene for denne uundgåelige tragedie.